Tilbage

Ellie er tilbage.. På deltid som en start. Har ikke skrevet i lang tid - dels skyldes det sommerferie og Facebook, dels mangel på lyst, mangel på tilgang til internet og også grundet skolestart. Men nu er jeg altså tilbage - lidt i hvert fald. - Og hvordan går det så med mig?
Sidste uge havde jeg stress. Stress som i panik-, angst- og nervesammenbrud, gråd, konstant høj puls, træthed og mangel på overskud. I øjeblikket tvangs-afslapper jeg for at komme af med det. Vil virkelig ikke dø i en tidlig alder på grund af noget så åndssvagt.
Derudover har jeg fået job i Sex&Sundheds nye Condomeri i byen. Skal på kursus i næste uge for at lære om alle kønssygdomme, om alle hundrede forskellige slags kondomer og alle mulige andre ting. Det blir super fedt! :)
Jeg har det godt, det har jeg da - og Christoffer og jeg har årsdag d. 14. Det er bestemt også fantastisk.
Nu går jeg igen. Forsøger at vende tilbage på et senere tidsspunkt ;)

Skrift - eller mangel på samme

Undskyld jeg ikke har skrevet. Orker det bare ikke lige i øjeblikket...

Essay, årsprøve i skriftlig dansk:

Lad os leve
.
Det går rigtig godt for Danmark. Rigtig, rigtig godt endda. ”Vi er så at sige piccolofløjten i det internationale orkester”, citat: Uffe Ellemann-Jensen.
Vi danskere har så travlt. Vi har så travlt med at nå frem i livet og ”blive til noget”. ”Hvad skal du være, når du bliver stor?”, er et af de mest komplekse spørgsmål her i livet – og det bliver man allerede stillet i en alder af syv år, når man begynder i skolen. Men spørgsmålet er startskuddet på den stressbetonede sygdom, man ifølge statistikken udvikler i ens senere voksenalder. Ja, hvad skal man egentlig være – og hvorfor skal man være det? Vi danskere farer stræbende gennem livet for at blive smukke, tynde, rige og berømte - men af hvilken grund? Vor undervisningsminister, Bertel Haarder, mener, at vi elever hurtigt skal gennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet for at tjene penge og derved forhøje landets økonomi, og det gør vi egentlig også, men hvor bliver personligheden af? ”Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det latterligste at have travlt i Verden…”, citerer jeg filosoffen Søren Kierkegaard i ”Diapsalmata”, 1843. Citatet kan stadig anvendes og sættes i et moderne perspektiv. Ja, hvorfor har danskerne så travlt med at blive til alt muligt, når det vigtigste da nu engang må siges at være dét at være lykkelig? – og bliver man lykkelig af at være travl?

Denne problematiks egentlige paradoks er, hvorvidt travlhed og livskvalitet kan have en sammenhæng. I det traditionelle danske samfund var kvindens norm at skabe en familie og bevare slægtens værdier og rygte. I dagens Danmark er kvinderne på arbejdsmarkedet og vil som førsteprioritet skabe sig en karriere – og derved er antallet af fødsler faldet fra et gennemsnit på fire for hundrede år siden til et gennemsnit på halvanden i dag. Børn låser én fast til hjemmet og fratager én retten til de arbejdsmæssige goder, mener man, og denne nymoderne tradition videreføres til den næste generation – ”som den gamle fugl sjunger, så pipper dens unger”, som ordsproget siger. Det er blevet moderne at balancere på de høje trin af karrierestigen – og selv de, der er højdeskræk, prøver at nå helt derop – og det kræver ”blod, sved og tårer”. Helt fra børnehaven skal de anderledes børn vide, at de ikke er gode nok, og derefter bliver det resten af livet kun hårdere at holde sig oprejst og lade være at bukke under for samfundets pres på den svage. Det interessante er da egentlig mest, at mobberne, børn som voksne, med største sandsynlighed selv er svage og anvender projektion til at føle sig oprejste og betydningsværdige. Det er da sølle.

Som travlheden i Danmark stiger, bliver friheden og roen i hjemmet tiltagende forgudet og ønskes dyrket, men det er svært for en dansker at være vigtig og samtidig fri – det er vanskeligt synkront at være afslappende og hårdtarbejdende. Vi skal udrette noget her i livet, ikke? Vi skal huskes – men dét at leve skal vi have in mente. - Og hvor bliver kærligheden egentlig af midt i infernoet?
Der er selvfølgelig dem, der hopper af hurtigtoget, inden det hele bliver ”for langt ude” – og dem kan vi heller ikke undvære. Hvad skulle vi eksempelvis gøre uden lønmodtagerkassedamen, buschaufføren eller pædagogen? Sidstnævnte passer vores børn, mens vi selv er på arbejde, så hvordan skulle vi klare os uden hende? – Og vi kan jo ikke alle sammen være journalister og læger, kan vi vel?
I et uddrag fra popbandet TV2s sang ”Vi skaber en verden perfekt” siges: ”Ingen ved hvem vi er, vi ved kun, hvad der skal vides”. Her opstilles en konflikt mellem det menneskeskabte og mennesket i sig selv. Vi knokler så hårdt for ikke at gå i glemmebogen ved vores død, men hvad er det værd, hvis det ikke er os, men det, vi skabte, der erindres af den næste generation? Og er alt dette den psykiske overbelastning værd? Det undrer jeg mig gevaldigt over.

Søren Kierkegaard siger: ”…Naar jeg derfor ser en Flue i det afgørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaar ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere?”.
Her opsætter han en situation, hvor en travl handelsmand stoppes i sin travlhed af et forstyrrende element, som ikke lader ham stresse videre. Her morer Kierkegaard sig, for hvorfor skal vi stresse gennem hele livet, når vi af os selv kunne stoppe op og tage os tid til at le en gang imellem – når vi kunne puste ud og gøre os den allervigtigste overvejelse: hvad vi vil med vores liv, og hvorfor vi vil det? Hvad er vores drømme, vores liv og vores personlighed, og hvad skal alt dette bidrage med og blive til?

I en anden TV2sang, ”Alt hvad hun ville var at danse”, siges: ”Det eneste hun ville var at danse bare en enkelt nat, drømme uden at vågne op igen, og nogen synes måske det var lidt synd, og andre skreg af grin – langt de fleste lod som ingenting”, og dette omkvæd beskriver det danske stræbersamfund så godt, som noget kan. Hvorfor grine af dem, som lever – hvorfor ikke leve selv? Hvorfor skal vi overhovedet overveje at danse og drømme – hvorfor gør vi det dog ikke bare? Lad os være generationen for et paradigmeskift – tid er ikke penge, tid er liv. Er det ikke nok at blive husket for den, man var og ikke det, man skabte? Kan vi leve i et samfund baseret på menneskeligt indhold og ikke karakterer? Er der en vej ud af al denne anstrengelse og bedre-bedst-fornuft, og kan et samfund udelukkende præget af personligheder bære frugt?, eller vil dette samfund ende ud noget lignende en konkurrence om at have den bedste personlighed? Kan det lade sig gøre for alle at være lige, eller vil Danmark altid være et land baseret på konkurrence?
Vi er tæt på, lige ved og næsten fri – vi har så mange muligheder i dag. Lad os leve en enkelt gang, drømme uden at vågne op igen. Lad os le, lad os gøre op med konventionerne – lad os dog være avantgarde. ”Jeg er selv min bogs indhold”, sagde Michell Montagne. Denne bog glæder jeg mig til at se engang!

Mmm..

Christoffer mindede mig om, at jeg havde en blog. Havde fuldstændig glemt. Virkelig pinligt. Måtte hellere skrive for ikke at få dårlig samvittighed. Nå, men hvad er der sket i mit liv? Jeg har takket nej til en stor, stor læderkuffert, som jeg havde set på Trendsales og var ude at kigge på på Nørrebro forleden dag. Det vil sige i går. Den var for tung. 7 kg. Det kunne jeg sgu ikke lige håndtere, hvis den også skulle indeholde noget. Så skulle den bruges til opbevaring. Hmm. Ellers er der sket det, at jeg fik 12 i skriftlig dansk-årsprøve - det fandt jeg ud af ved at skrive til min lærer pr. mail. Birgitte, hende kan jeg godt lide. Det betyder altså, at alt, jeg har rørt ved her op til prøver og eksamener til slut har resulteret i karakteren 12. Tak skal I have alle sammen! Jeg nyder lige min godhed i høj grad - dels fordi jeg rent faktisk for en gangs skyld selv mener, at jeg har fortjent det, og dels fordi man aldrig ved, om det varer ved. Man bør nyde øjeblikket. Jeg tror sgu, jeg sætter mit essay på bloggen - bare for at gemme det selv. Så kan I jo læse det, om I vil..
I morgen rejser jeg til Israel med Birthright. Det er sådan en guidet tur for unge jøder - eller folk der har relation til jødedommen, hvad det så end måtte være - fra hele verden (jeg skal afsted med 39 andre fra Skandinavien) hvor vi skal møde/se parlamentet, ride på kameler, besøge de religiøse steder, sove i ørkenen og alt muligt andet, hvert sekund er planlagt, det bliver fedt. Jeg kommer bare til at savne Christoffer helt vildt. Det er meget svært ikke at se hinanden i 10 dage, når vi har været sammen stort set alle dage hele tiden de sidste mange uger. Vi får ikke engang kontakt. Må bare forsøge at nyde turen og ikke fokusere på det negative - også selv om det nu engang er det nemmeste. Nå. Nu må jeg hellere komme videre med pakning. Det skal nok blive godt. Sætter lige det dér essay ind..

Arbejde, arbejde

Der var en dreng i BABW (Build a Bear Workshop) i dag. Kasper. Han skulle have en bamse. Buller. Den skulle være god til fodbold, håndbold, basket og boksning. Og man skal jo sådan gøre det, som bamsen skal være god til.. Var seriøst forpustet bagefter..!

TILLYKKE!

Min fætter er blevet student!

...Og min mand er blevet student!

Ih! Min stolthed kan ikke beskrives! <3

...Intet beskriver mig bedre!

Tøseaften hos Rizze d. 13.06

Jeg har de bedste veninder i verden <3