Lad os leve
.
Det går rigtig godt for Danmark. Rigtig, rigtig godt endda. ”Vi er så at sige piccolofløjten i det internationale orkester”, citat: Uffe Ellemann-Jensen.
Vi danskere har så travlt. Vi har så travlt med at nå frem i livet og ”blive til noget”. ”Hvad skal du være, når du bliver stor?”, er et af de mest komplekse spørgsmål her i livet – og det bliver man allerede stillet i en alder af syv år, når man begynder i skolen. Men spørgsmålet er startskuddet på den stressbetonede sygdom, man ifølge statistikken udvikler i ens senere voksenalder. Ja, hvad skal man egentlig være – og hvorfor skal man være det? Vi danskere farer stræbende gennem livet for at blive smukke, tynde, rige og berømte - men af hvilken grund? Vor undervisningsminister, Bertel Haarder, mener, at vi elever hurtigt skal gennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet for at tjene penge og derved forhøje landets økonomi, og det gør vi egentlig også, men hvor bliver personligheden af? ”Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det latterligste at have travlt i Verden…”, citerer jeg filosoffen Søren Kierkegaard i ”Diapsalmata”, 1843. Citatet kan stadig anvendes og sættes i et moderne perspektiv. Ja, hvorfor har danskerne så travlt med at blive til alt muligt, når det vigtigste da nu engang må siges at være dét at være lykkelig? – og bliver man lykkelig af at være travl?
Denne problematiks egentlige paradoks er, hvorvidt travlhed og livskvalitet kan have en sammenhæng. I det traditionelle danske samfund var kvindens norm at skabe en familie og bevare slægtens værdier og rygte. I dagens Danmark er kvinderne på arbejdsmarkedet og vil som førsteprioritet skabe sig en karriere – og derved er antallet af fødsler faldet fra et gennemsnit på fire for hundrede år siden til et gennemsnit på halvanden i dag. Børn låser én fast til hjemmet og fratager én retten til de arbejdsmæssige goder, mener man, og denne nymoderne tradition videreføres til den næste generation – ”som den gamle fugl sjunger, så pipper dens unger”, som ordsproget siger. Det er blevet moderne at balancere på de høje trin af karrierestigen – og selv de, der er højdeskræk, prøver at nå helt derop – og det kræver ”blod, sved og tårer”. Helt fra børnehaven skal de anderledes børn vide, at de ikke er gode nok, og derefter bliver det resten af livet kun hårdere at holde sig oprejst og lade være at bukke under for samfundets pres på den svage. Det interessante er da egentlig mest, at mobberne, børn som voksne, med største sandsynlighed selv er svage og anvender projektion til at føle sig oprejste og betydningsværdige. Det er da sølle.
Som travlheden i Danmark stiger, bliver friheden og roen i hjemmet tiltagende forgudet og ønskes dyrket, men det er svært for en dansker at være vigtig og samtidig fri – det er vanskeligt synkront at være afslappende og hårdtarbejdende. Vi skal udrette noget her i livet, ikke? Vi skal huskes – men dét at leve skal vi have in mente. - Og hvor bliver kærligheden egentlig af midt i infernoet?
Der er selvfølgelig dem, der hopper af hurtigtoget, inden det hele bliver ”for langt ude” – og dem kan vi heller ikke undvære. Hvad skulle vi eksempelvis gøre uden lønmodtagerkassedamen, buschaufføren eller pædagogen? Sidstnævnte passer vores børn, mens vi selv er på arbejde, så hvordan skulle vi klare os uden hende? – Og vi kan jo ikke alle sammen være journalister og læger, kan vi vel?
I et uddrag fra popbandet TV2s sang ”Vi skaber en verden perfekt” siges: ”Ingen ved hvem vi er, vi ved kun, hvad der skal vides”. Her opstilles en konflikt mellem det menneskeskabte og mennesket i sig selv. Vi knokler så hårdt for ikke at gå i glemmebogen ved vores død, men hvad er det værd, hvis det ikke er os, men det, vi skabte, der erindres af den næste generation? Og er alt dette den psykiske overbelastning værd? Det undrer jeg mig gevaldigt over.
Søren Kierkegaard siger: ”…Naar jeg derfor ser en Flue i det afgørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaar ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere?”.
Her opsætter han en situation, hvor en travl handelsmand stoppes i sin travlhed af et forstyrrende element, som ikke lader ham stresse videre. Her morer Kierkegaard sig, for hvorfor skal vi stresse gennem hele livet, når vi af os selv kunne stoppe op og tage os tid til at le en gang imellem – når vi kunne puste ud og gøre os den allervigtigste overvejelse: hvad vi vil med vores liv, og hvorfor vi vil det? Hvad er vores drømme, vores liv og vores personlighed, og hvad skal alt dette bidrage med og blive til?
I en anden TV2sang, ”Alt hvad hun ville var at danse”, siges: ”Det eneste hun ville var at danse bare en enkelt nat, drømme uden at vågne op igen, og nogen synes måske det var lidt synd, og andre skreg af grin – langt de fleste lod som ingenting”, og dette omkvæd beskriver det danske stræbersamfund så godt, som noget kan. Hvorfor grine af dem, som lever – hvorfor ikke leve selv? Hvorfor skal vi overhovedet overveje at danse og drømme – hvorfor gør vi det dog ikke bare? Lad os være generationen for et paradigmeskift – tid er ikke penge, tid er liv. Er det ikke nok at blive husket for den, man var og ikke det, man skabte? Kan vi leve i et samfund baseret på menneskeligt indhold og ikke karakterer? Er der en vej ud af al denne anstrengelse og bedre-bedst-fornuft, og kan et samfund udelukkende præget af personligheder bære frugt?, eller vil dette samfund ende ud noget lignende en konkurrence om at have den bedste personlighed? Kan det lade sig gøre for alle at være lige, eller vil Danmark altid være et land baseret på konkurrence?
Vi er tæt på, lige ved og næsten fri – vi har så mange muligheder i dag. Lad os leve en enkelt gang, drømme uden at vågne op igen. Lad os le, lad os gøre op med konventionerne – lad os dog være avantgarde. ”Jeg er selv min bogs indhold”, sagde Michell Montagne. Denne bog glæder jeg mig til at se engang!
Viser opslag med etiketten skole. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten skole. Vis alle opslag
søndag den 6. juli 2008
Essay, årsprøve i skriftlig dansk:
Etiketter:
dansk,
Essay,
lad os leve,
skole,
skriftlig dansk,
årsprøve
torsdag den 19. juni 2008
Updates
Ih, det er lang tid siden, at jeg har skrevet. Det jeg sgu ked af - har bare lige været inde i en såkaldt "periode" ;)
Hvis nogen var i tvivl, fik jeg 12 i AT4 og 12 i psykologi-årsprøve. Ind til videre er mine årsprøve/eksamenskarakterer med et snit på 12. Åha. Håber, det varer ved. Skal op til samfundsfagsprøve i morgen. Har totalt stress, der er super, super meget at læse op på, og det er viiiildt svært (og til dels kedeligt også). Er stort tilfreds med 10, hvis jeg da får det i morgen :P
Var hjemme hos Magnus i går. Vi spiste pandekager, så fodbold, røg vandpibe, og jeg tævede ham i Trivial Genius (hæhæ). Det var super skønt. Han er dejlig.
.
Christoffer og jeg havde 9-mdrs-dag i lørdags d. 14. Det var vildt romantisk og hyggeligt! Han hentede mig fra Build a Bear, og så tog vi på Hereford (nåja, salatbaren er god?!), og så skulle vi ind i Tivoli og gå bagefter, men så var hans årskort ikke fornyet, så vi kunne ikke komme ind. Så kom der en hel flok kinesiske turister, og én af dem kom hen til os med to indgangsbilletter, smilede stort og vinkede os indenfor. Hihi. Så gik vi rundt derinde, tog hjem til ham, hyggede, og så tog vi til Julie fra Andebølle (min ex-højskole), for hun havde besøg af Njuta og Normunds fra Letland og Tanya fra Fyn, som jeg gik med på skolen dengang :)
Det var en super, super dejlig aften. Er helt glad indeni.
Nå, nu må jeg hellere lige gå ind og sove. Har passet Noah hele morgenen, fordi han var syg, og Mor skulle på arbejde. Er sindssygt træt nu. Skal også have læst. Ih.
Savner Esben <3

Andebølle,
Christoffer,
hygge,
karakterer,
Magnus,
månedsdag,
skole
Abonner på:
Opslag (Atom)