Forleden dag da jeg sad i bussen, og der var to minutters kørsel til Nørreport, bad damen, der sad inderst, mig om at rykke mig, så hun kunne komme af ved Nørreport. Jeg sagde, at jeg selv skulle af dér, så vi behøvedes vel ikke at haste? Så snerrede hun "Jeg vil ud, NU!".. Og så fik jeg det helt dårligt og var ked af det i et stykke tid. Det føltes helt personligt.
I morges cyklede jeg halv-sovende mod Nørreport. Jeg holdt for rødt, og da det blev grønt, cyklede jeg fremad. Pludselig kom en tyk og bebrillet mand cyklende mod mig fra venstre side. Jeg nåede ikke at se ham, før han pludselig kørte forbi mig. Og så råbte han efter mig. Ikke på råbe-måden, nej, han decideret skreg. "AAAAAARG!".
Jeg stoppede mentalt op midt i krydset lettere forskrækket - hvorefter jeg knækkede sammen af grin.
Hvor er det dog trist med sådan nogle mennesker, der skal lade deres anger, vrede og ulyksagelighed gå ud over andre. Det bliver der jo ikke noget godt af? Så burde man holde vreden for sig selv i stedet for at sprede den. Folk bliver sgu syge, hvis man spreder sit lort på gaden. Det kender vi fra pesten..
Hvor er jeg dog egentlig glad for at være glad :)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
sære sure folk.
så skulle du prøve at arbejde i butik, folk skal af en eller anden grund lade alt deres gylle der er sket hele dagen, på deres arbejde, gå udover, dem der arbejder hvor de handler, hvis der bare er det mindste galt :P haha.
Send en kommentar