Mig, mig, mig.

Jeg er inde i en ekstrem dårlig periode, kan jeg mærke. Jeg ved ikke, om jeg er præmenstruel, eller hvad det er - men jeg har det virkelig ikke godt. Nu skriver jeg noget, og det er ikke for, at nogen skal få det dårligt eller føle sympati for mig eller noget som helst. Må bare lige ud med det uden rettelser. Jeg har en klump i halsen og er ved at græde hele tiden, det er virkelig forfærdeligt, og jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Jeg er bare blevet virkelig professionel til at svine mig selv til og fortælle mig selv, at de pæne ting, folk siger, kun er til, fordi folk har ondt af mig. Det er dybt frustrerende, at den eneste, der rent faktisk kan få mig til at føle mig pæn og god igen, er mig selv - og at jeg samtidig er den bedste til at få mig helt ned og ligge. Jeg ligger så langt nede i et hul i øjeblikket, at jeg ikke engang kan trampe på mig selv mere - for hullet er så dybt, at jeg kan ikke nå mig selv med foden.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at få det væk. Jeg vil bare gerne holdes om og føle mig elsket helt ind i hjertet. Jeg vil gerne vide med mig selv, at jeg er smuk, og hvis jeg ikke er det, vil jeg minimum bare gerne være ligeglad. Tænk, hvis man kunne være fuldkommen helt og aldeles ligeglad og bare være stolt over, at man er den, man er. Gid jeg havde det overskud.
Jeg føler mig lidt som hende den kloge veninde, som man godt gider være sammen med, fordi hun laver alting for én i gruppearbejdet.. Men som man ikke tager i byen med, fordi hun bare ikke er "den type".
ARG. Jeg har for mange tanker. Om mig selv især. Mig, mig, mig. Hvis du har læst så langt som til nu, så håber jeg, at du stadig holder af mig. Tak.