Ørestad i mit hjerte

Bjørn smiler til mig, Nynne tager min hånd, og vi skubber Christian ind i midten af cirklen, hvor han danser helt vildt, mens vi alle sammen hujer og klapper. Jeg ser rundt på alle mine nye venner, som jeg aldrig vil undvære og som jeg vil give alt for. Christian går ud fra midten og skubber mig derind. Mens jeg danser som en gal fuldstændig uorienteret og ligeglad med, om min dans er værdig til, at jeg nu står i centrum, tænker jeg på min første skoledag på gymnasiet. Jeg husker al den forvirring, syre i benene fra motionstrapperne og de mange nye ansigter, nervøse, spændte og glade. Jeg smiler ved tanken om alle de åndssvage børnelege, der skulle ryste os i klassen bedre sammen – hvilket de rent faktisk formåede. Trods den manglende introtur har vi alligevel det mest utrolige sammenhold i 1.J. – et sammenhold jeg ikke kan og ikke tror på, at jeg nogensinde vil kunne erstatte.
Ida går ind i midten af cirklen og trykker den af, som jeg aldrig har set det før. Jeg går amok, hviner, smider hænderne i vejret og smiler så stort, at jeg får helt ondt i kæberne, mens jeg ser rundt på alle de mange forskellige mennesker, der danser omkring mig. Min puls dunker, og mine højhælede stiletsko har nærmest opløst mine fødder – sådan føles det i hvert fald, men jeg er ligeglad – det er i dette sekund, at jeg rigtigt lever. Jeg glemmer alt om den matematikopgave, jeg har brugt størstedelen af aftenen på – den er ligegyldig netop i dette øjeblik. Én livsvigtig ting har jeg trods min langt større passion for samfundsfag og psykologi lært af matematik – som i en ligning skal der være lige på hver side af lighedstegnet. Er der for meget på den ene side, må man trække fra, så der bliver det samme som på den anden. Det vigtigste er at have det godt, og det er det, jeg har lige nu – langt mere end noget andet. Jeg lever, som jeg aldrig har levet før – jeg er ny og fuldstændig. Jeg er blandt mennesker, der hygger om mig og respekterer mig. Jeg gør, hvad jeg vil og har lyst til. Hvis jeg ikke vil ryge, så lader jeg være. Hvis jeg ikke har lyst til at drikke, så er der ingen, der tvinger mig. Hvis jeg vil danse frækt, ja, så gør jeg det – og det er der plads til. Jeg er så glad.
Maria og Lule tager mig i hænderne, og sammen med alle de andre firehundrede mennesker skråler vi med på det nye nummer, DJ’en sætter på: "WE ARE YOUR FRIENDS, YOU WILL NEVER BE ALONE AGAIN!".
Jeg er så hjerteligt lykkelig over at gå på et gymnasium, hvor jeg kan få lov til at være mig – præcis som jeg er.