Søndag

Jeg har det så underligt indeni. Jeg syder og bobler. Kan ikke finde ud af, om det er af sorg, mangel på kærlighed eller bare irritation. Det er nok en god blanding. Jeg vil bare så gerne holdes om og vide, at jeg er elsket. Hvorfor skal det være så svært? Og hvorfor skal jeg sidde og stirre ind i en væg og græde hele dagen? Hvorfor skal det være mine tårer værd? Det er nok mest det sidste, jeg græder over. Jeg har set Paradise Hotel i dag. Meningsløse eksempler på alt det jeg ikke må ende som, der finder sig sexpartnere og "spiller spillet" - det siger meget om min tilstand, at jeg har stenet det program i dag.
Det var her, jeg burde have haft en hel box Sex And The City-dvd'er til at fortælle mig, at jeg godt kan. Kvinde! You can do it on your own!
Hvorfor skal man være så afhængig af kærligheden? Hvorfor kan man ikke bare sætte den på turn-off en gang imellem og tænke på noget andet. Hvorfor skal jeg tænke på ham hele tiden? Og hvorfor skal jeg græde over, at han ikke skriver til mig? Hvorfor skal jeg sidde i 20 min., stirre ind i computeren og håbe på, at der kommer en pop-up-messenger-meddelelse? Og hvorfor skal jeg pludselig skrige op og smide computeren væk, fordi jeg faktisk overhovedet ikke vil have, at han skriver? Selvom jeg gerne vil.
Hvorfor skal jeg græde nu? Hvorfor? HVORFOR? Sig mig det.
Hvorfor skal jeg pludselig synes, at fysiklektierne er det mest interessante i verden, bare fordi det leder mine tanker hen på noget andet end det. Tak Planck, tak Bohr, tak.
Fuck. ARG. Vil bare væk. Vil bare til Frederiksberg og holdes om. Og elskes. Og vide, at jeg er elsket. I stedet for at sidde her og spilde mit liv på at fortælle verden om noget, jeg egentlig overhovedet ikke vil have, at den skal vide.
At jeg er ensom.